En tur i de Grønne, den titel kunne jeg ikke stå for

stenen i midten ligner en der kan klappe i, så galt kan det også gå hvis man ikke holder krudt og kanel hver for sig. Når der er noget at prale af så må man godt det, jeg er superelitebilist, ingen skader de seneste ca. 30 år, og ejheller nogen klip i kørekortet endnu, så selvom man linger en med en brækket hals, så kan man godt have orden i sanserne. Altså det er ikke et selvportræt den fil her, og det er ikke så galt fat så at jeg ligner den sten der, for eksempel æder jeg ikke andre råt. Rigtige lækkerier kan man faktisk godt få tænderne i, uden at skade, men jeg gir ret, sådan som det er idag så kan man også blive overforsigtig, øh hvad tænker jeg på, forresten ligner selve snuden på den sten faktisk også en kamelsnude.

Herover ses Øen i Valsølille sø, set henover det tætte krat og siv, som afgrænser søen set fra sydøst. Umiddelbart var der ikke noget særligt spændende at se derfra, så reelt er alle billederne her taget pligtskyldig, fordi at jeg ville have billeder af øen. Jeg tog også nogle ganske gode billeder men af andre motiver, men som jeg ikke lige kan få flettet ind her. Men da jeg så billederne igennem, så vist der sig klart at der var tre motiver, som gav genkendelse. 

Billederne herunder havde jeg faktisk udvalgt forinden jeg bemærkede krokodillestenens kamelsnude, men billederne herunder viste sig at associere et par motiver fra de rigtigt varme himmelstrøg. 

Pyramiden:

Altså både fototeknisk og umiddelbart, så vil den kunne forekomme som om at jeg her vil lave en artikel om absolutte tilfældigheder, ved at tillægge træers og blades silhouet betydning, muligvis findes tilsvarende ligheder overalt, det mener jeg bare ikke. Og helt urokkeligt fast ligger det, at jeg har fundet frem til ca.7-8 historiske tekster, som underbygger stedets betydning. Det lille billede ses at i midten genkendes formen af en pyramide.

Sfinxen:

Således så et nærbillede ud, partiet kan også ses på det store af billederne ovenfor.

Opblæsten:

Det eneste område af de tre, som at jeg er ret sikker på også lagde mærke til under en tur derovre på øen. Jeg var også derinde, det var ikke noget med blæst, men alligevel noget som gik mere op der og ret koncentreret, lyset var besynderligt, som om en bestandig tåge, men meget lyst og det er jo en lille gruppe birketræer, men jeg synes også de andre ord har deres berettigelse, og dette billede tog jeg vistnok fordi at deres meget himmelstræbende stræk virkede påfaldende.

Jeg har nævnt at jeg foreløbigt tilbageholder info om litteraturen som jeg har derom, jeg har altså også fundet en sten med et udstående horn på, og en runesten, eller ihverttilfælde en frisesten, de relevante myndigheder har jeg informeret derom, og Sorø Museum er undervejs med en nærmere undersøgelse. Jeg har også fundet ud af hvor og hvorfor Molbech skrev: "Hvad jeg så jeg kan ej male" . Det var ikke småting, ejheller det notat blandt håndskrifterne som er tilskrevet ham.  Sporene af det han så er der endnu, og de er dybe. Det kommer jeg til senere.

Jo jeg gjorde det alligevel og det er der ingen som har forbudt mig. Billedet her er taget den dag jeg fandt den, jeg blev selvfølgeligt så befippet at da jeg var gennemblødt at den voldsomme regn om kom hen i bilen, da kom jeg i tanke om at jeg havde glemt at fotografere den, så måtte jeg tilbage. Da havde jeg en plastpose om kameraet som jeg så hentede noget vand med for at skylle jorden bort fra den del af stenen som jeg havde skrabt fri med støvlesnuden. Billedet her er passende uskarpt men det er tydeligft nok til at man kan se frisen på stenens øverste kant, ned til højre. Nationalmusset førende runeekspert har set og de bedre billeder jeg tog af den; der meddeltes at frisen ikke indeholder klare runer, det er jeg enig i, men jeg mener at stenen skal frigraves for at se om der er runer eller andre bearbejdede figurer på stenen. Denne mening deltes også af arkæologen med runeekspertise, men idet stenen foreløbigt kun har vist os en frise, og at der endnu ikke er nogen runer fri, så er det alene en opgave som hører under Sorø Museum, og som lider under beskæringer, hvorved at arkæolog Uffe Sørensen med velment beklagelse måtte meddele mig at han på daværende tidspunkt havde sin kalender fuldt optaget to mdr, men de er snart gået nu. Såvidt jeg ved er det over 50 år siden der senest er fundet en runesten. Men angående kameraet, så skete der det at da jeg kom hjem, da var skærmen blevet mælkehvid, så jeg tænkte det var det. Men jeg lod være med at tænde for det ca. en uges tid, og havde stillet det til tørre nær et par varmerør, hvor temperaturen var konstant døgnet rundt og med passende ventilation, efter tre dage var der ikke mere hvidt på skærmen. Tørring skal være meget skånsom, blot et par mmbar damptryk fra vandet i den slags mekanik kan foranledige at en skade opstår, rent vand skader som bekendt ikke, så længe emnet er spændingsløst og der ikke sker korrosion. Kameraet kom sig altså 100% efter drukningen, ikke værst.