Jeg har opfordret Nationalmuseet til at få fremstillet nye kopier af guldhornet, primært af det lange, de foregående mange links angår mit fund af Bartholins Aureum tryk, som i forhold til de øvrige stik er fortræffeligt.

Artiklen overfor angår at der i 1969 også var planer om at fremstille forbedrede kopier af guldhornene. Carl Gydesen mente at hornene var dobbeltkrumme, han baserede sin opdagelse på en detalieret redegørelse for skyggernes retning, vistnok på eet af trykkene. Dette skulle være grundlaget for hans forbedrede kopier. Hans synspunkt vandt ikke afgørende gehør, og for mig at se, lige nu, så tror jeg at hornenes krumningen kun var i een retning.

Jeg vil forsøge at finde Carl Gydesens redegørelser, i artiklen nævnes at han har et par tusind sider med optegnelser. Eksempelvis ovenstående billede fra artiklen, det ligner Paulli's tryk, men forekommer mere klart, end hvad jeg endnu har fundet på Rigsarkivet.

Nationalmuseet henviste mig til artikler, hvor bl.a. ovenstående billedudsnit var med i, dengang i 1643 har der åbenbart også været jyder, som interesserede sig i oldtidsfundet. Trykket ovenfor er spændende, men Nationalmuseet har ikke fundet bladene, som hører dertil.

I værket Danmark kirker i den begyndende højmiddelalder af Hal Kock beskrives nogle af ærkebiskop Eskil's drømme. Bl.a. skal Eskil have drømt at han så ansigtet og overkroppen af en slægtning komme til syne, tværs gennem en mur. Man kan jo undre sig noget over at alene fortællingen om en så spektakulær og tyndbenet drøm kan overleve næsten 1000 år. Jeg har aldrig oplevet den slags drømme, men for ca. 30 år siden fortalte en fynbo om en drøm nøjagtig tilsvarende. Der for lidt over 30 år siden blev der også trykt en del bøger om såvel gamle kirker, slotte og herregårde, dengang var det god tone at tilføre ekstra historisk aura med spøgelsesfortællinger. Siden blev sådanne fortællinger grundlag til psykiatriske diagnoser, fordi at da fjernsynet for alvor overtog pladsen som husalter, overtog amerikanske film det, som blev normen for hvad et godt gys er. På denne måde skifter kulturen hele tiden.

For mig at se udmærker såvel Saxo's danmarkskrønike og forgængeren Sven Aggesøn's kortfattede danmarkshistorie sig ved, at der ikke findes hverken spøgelseshistorier eller noget af tilsvarende flygtige substanser i deres værker.

Her vil jeg vende tilbage til Eskil drøm, slægtningen der kom til syne for ham gennem muren. Intetsteds eller fra nogensomhelst i efterfølgende historiemateriale ses et svar på denne af Eskil's drømme. Faldt jeg i? Er man opsat på en hurtig sensation, så kan man opdigte en drøm som et svar til hans drøm, resultatet skal jeg ikke dømme her. Det minder om galmandsværk at muliggøre et slægskab med en som har levet for 1000 år siden, eller rettere at tillægge det betydning. En trøst er det så at jeg sikkert deler skæbnen med et par millioner andre, nok overvejende danskere og europæere.

Dette afsnit indsat 17.12.07: Mere acceptabelt skal man nok helt se bort fra at såvel oldingen som de øvrige figurer på B-A- trykket ligner nogen bestemt, selvom at trækkene er fine nok til at være person lighed. Oldingens underansigt, specielt underkæben har faktisk nogen lighed med underkæben fra et alligator. Uden for denneher kategori men blandt de tidligere emner på min hjemmeside, da har jeg tilfældigvis dokumenteret med billeder, at jeg i 1984 fik lejlighed til at studere alligatorer på nært hold. Tilfældigt eller hvad, tanken strejfede mig bare, for et par minutter siden.

Som situationen er nu, efter jeg fandt der der tryk som sparker røv, da kan det være at der hurtigere var sat noget igang, hvis en anden havde påvist dets fortræffeligheder, eller såfremt mine foregående undersøgelser, som sætter hornet i forbindelse med Eskil, ikke havde forelagt.

Eskil har en ubestridt hædersplads i Danmarkshistorien. Lois Moe's tegninger af Eskil i Saxo viser faktisk et elskværdigt ideal af en historisk person. Nu er jeg faktisk lidt bedrøvet over at have sat ham i forbindelse med guldhornet. Såfremt guldhornet virkeligt havde magiske kræfter, så er Eskil's bedrifter jo ikke hans egen fortjeneste, men derimod kun trylleri. Oldingen på mit Aureum tryk ligner jo mere et spøgelse end et menneske. Dog, ved affotograferinger virker det som om han får lidt mere menneskelige træk, end på fotokopierne, og både tillidsfuld og kraftig ser han jo ud. Jeg skrev tidligere: "Hvornår ånden gik hen i dette tryk ved jeg ikke, men den er der". Jeg bliver ved med at køre rundt i det, fordi jeg er tekniker, ikke præst, hele min troværdighed bygger på at jeg skal kunne give en naturlig forklaring på hvad jeg præsenterer for folk. Jeg kender ikke noget til at beherske en teknik, som går på tværs af de fysiske love, eller rettere sagt, tværs gennem disse naturgivne forhold. Jeg har aldrig oplevet det, som nogen kalder deja-vu. Jeg har heller aldrig blandet virkelige oplevelser sammen med drømmeoplevelser. Dog har jeg aldrig tvivlet så stærkt på noget, som det mine øjne præstenterede mig for, da jeg på computeren forstørrede Aureum-trykket. Derfor: Jeg tog trykket med hen til mit gode laboratoriemikroskop. Fik forstørrelsen justeret således, at selve farvepartiklerne på Aureum-trykket stod klart, under mikroskop ligner farvepartikler lidt den slags kul, som kan hældes på en grill. Ærligt talt, efter hvad jeg lige forinden havde set, så forventede jeg sgu at partiklerne flyttede sig. Men: Farvepartiklerne lå bomstille. Desmere: De kunne ikke flyttes. Således om selve trykket, så gik undersøgelsen videre med computerens dele, software osv. Såvidt mig bekendt har der ikke eksisteret nogen trykketeknik, som kan lægge farveartiklerne, tilsvarende som ses på Aureum-trykket. Ældning af et billede som opbevares forsvarligt, sker ved at bindemidlerne krystalliserer. Billedets træk svækkes, partialkræfterne får farveartiklerne til at sprede sig. Tilfældet her var istedet at farvepartiklerne ordnede sig, sikkert hen over de mange år. 

For min egen skyld, hvorfor skulle jeg fortie hvad der står skrevet, og hvad jeg ser på disse tryk.

Mvh

Kurt A   d. 15.12.07