----- Original Message -----
Sent: Monday, September 24, 2007 12:33 PM
Subject: "nemlig en af de guldtene, som er",
Langsomt vil de komme, skrev Johannes Brøndsted. Derfor, muligvis sporet til helt rent af de fineste (ydre lags) guldhornsguld:
I breve fra Hans Gram, brev nr. 106 til Grev Christian Rantzau den 14. jan.1741: citat:
-end det ringeste kronguld. Aldrig havde jeg drømt om, at blive saa lykkelig, og få set det, som jeg i disse dage har havt i hænde, og vel nøje examineret (efterat have, for mange tider siden, læst den skønne narration der om i Becmanni dissertene de pigoribus rerum publicarum); nemlig en af de guldtene, som er en part af d.e.'s forfædre og høje huses klenodier. Madame Ahlefeld, Grevinde Schacks fru søster, som nu er her i staden, besidder denne piece, og havde den godhed, at vise mig den. Efter hendes sigende skal det ikke være guld, men et ganske ubekendt metal. Men ufeilbaren er det guld, skiøndt af heel ringe gehalt, og så videre. Der ses senere at Madame Ahlefeld, af en var blevet tilbudt 10.000 rigsdaler evt.mere for den men havde refuseret buddet. Endvidere er der for mig at se nogle modsat rettede oplysninger derom som gør at genstanden set for os virker kontroversiel. Når en Rantzau stjæler: Af de påfølgende breve ses at Hans Gram havde stukket hånden i en hvepserede. For mig at se måtte Hans Gram kort derefter krybe og undvige mere end almindeligt, han undgår med nød og næppe afskedigelse og en proces imod sig blev forliget. De holstenske Rantzau'er rangerede over såvel Hans Gram som loven.
Følgende forklarer den overstadige rus som den ellers rolige Hans Gram udtrykker alene og kun i dette nr.106 brev.
Konklusion:
Yderste skal på det korte horn var også dette "finere end ungarsk guld". Rantzau eller en anden har i en periode haft hornet hvorunder at de tog et antal af hornets originale ringe pga. materialets glans og påsatte istedet fremstillede kopier af almindeligt guld.
Af bl.a. Paulli fremgår at ringene sad løst på det korte horn, på samme måde som det lange, tilsvarende vurderes ringenes guldkvalitet at være forskellig fra indre horn, idet dette var bærende. Jørgen Sorterup skrev i 1717 om det lange horn at den øverste ring "hang" lidt ned over ringen nedenfor, derfor kunne han ikke lave en præcis optælling af takkerne ved vistnok 2. øverste ring. Dette om det lange horn er lidt tilsvarende hvad Hans Gram kommer ind på.
Udover Brdr. Grimm's eventyr Tornerose har jeg intet fundet om guldtene, søgning i KB på ovenstående hhv: Bechmanni dissertene og pigoribus viser heller intet, er der eller har der været "et guldteen mørklægning"? Ret skal være ret, livet er andet end et eventyr, vi skal vide sandheden, ellers går det galt. Den ægte sandhed dukker altid op, før eller senere, og man afgør selv på hvilken side man placerer sig, og hvorledes man påvirker sagerne.
Findes denne teen endnu, som Hans Gram omtaler?
Den skriftlige argumentation for undersøgelsen kan uddybes og gøres meget bedre end hvad her står. Muligvis vil undersøgelsen vise en meget jordnær forklaring: Smykkeguld legeres med hhv. sølv og kobber afhængigt af ønsket farve. Slidstål, eks. exaktsnitterknive består ofte af en mangan-krom-molybdæn-legering. Altså: Krom anvendes ikke kun som et elektrolytisk pyntelag på kofangere, det indgår også som vigtig bestanddel i rustfrit og syrefast stål og andre højstyrkelegeringer. Jeg har dog aldrig set beskrivelser af egentlige guld-krom legeringer. Glans-og styrkemæssigt kan guld-krom-legering være svaret på guldhornenes optiske egenskab, men også kun det.
GEUS undersøgelsen
Hverken en maskinmester, guldsmed eller kernefysiker kan godtage Geus forklaring på uhomogent klamphuggerguld. Heidenreich's smeltedigel må som hos andre med guld have været over 1000 grader, ved denne temperatur er elektronhastigheden i metallernes yderste elektronskal så voldsom, at princippet, som svarer til klamphuggerguld, "shaken, not stirred" ikke gælder. Et minimalt udtag af berlokkerne kan være basis for undersøgelserne, dette kan jo genplaceres. Bedre redegørelse ønskes.
Iøvrigt mange tak for det foregående svar, det var fantastisk belejliget, idet min kone en del måneder forinden havde bestilt en tur til Paris, så havde vi jo et ærinde på Louvre som vi fik set. Selene skålen er lidt flottere på billeder end i virkeligheden, men at se Mona Lisa i virkeligheden er en større oplevelse end man kunne forvente. Vi kom hjem igår.
Med venlig hilsen
Kurt Chr. Aggesen
----- Original Message -----
Sent: Tuesday, October 09, 2007 4:24 PM
Subject: SV: "nemlig en af de guldtene, som er",
Kære Kurt Aggesen,
Tak for dine mails og for din besked på telefonsvareren - jeg fik ikke fat i telefonnummeret, så jeg svarer pr. mail. Jeg beklager også at du har måttet vente så længe, men dels ville jeg gerne undersøge et par ting før jeg svarede, dels har jeg haft meget travlt, bl.a. i anledning af guldhornene!
Det er rigtigt at der skal være fundet et stykke guld af størrelse og form som en finger ved Gallehus, og at det ikke er bevaret. Man kan naturligvis spekulere på, om det har hørt til et af hornene, men det lader sig aldrig afgøre. En anden mulighed er et ende-brudstykke af en hals- eller armring, som vi jo har en del af fra samme tid som guldhornene. Men det billede, du sender, forestiller i hvert fald ikke dette stykke guld (så vidt jeg husker blev det også først fundet efter Worms tid). Worms billede må vise det nederste af et hjortehorn af en slags, måske deformt - Worm samlede jo på alt, både oldsager, naturgenstande og rene kuriositeter. Teksten omtaler hjortehorn og en vedhængende del af kraniet, men i øvrigt rækker min latin ikke til at oversætte teksten. Jeg bliver dig svar skyldig med hensyn til det 'flåede' horn; dog må det være et musik-horn af en slags, og i teksten nævnes musikere, kornetter og zinker (som er blæseinstrumenter fra renæssancen)
Det er heller ikke lykkedes mig at identificere Becmanns afhandling, som Gram havde glædet sig over, og jeg har ikke tid til at kaste mig over hans problemer med familien Rantzau, hvor interessante de end er. Men hvis du antyder, at Rantzau havde tilegnet sig guld fra guldhornene, skal man lige tænke på, at han i givet fald ville lægge sig ud med selve kongen, og det kunne nok blive for meget, selv for en Rantzau.
Klamphuggerguldet: Forklaringen som jeg referer i min artikel i Nationalmuseets Arbejdsmark 2005, fik jeg af guldsmeden Kim Buck: Heidenreich har netop ikke smeltet guld, sølv og kobber sammen i en smeltedigel; det kræver helt rigtigt en høj temperatur, som han ikke kunne klare hjemme ved køkkenbordet. I stedet har han hakket metallerne i små stykker, blandet dem på et ildfast underlag, og med sit blæserør blæst flamme hen over det hele. Så forenede metalstumperne sig til et hele, men netop uden at legeres sammen. Kim Buck havde selv været med til at lave den slags snydearbejde som lærling, og med sit trænede øje kunne han se det på ørenringene fra Fyn, der ikke desuden er blevet forgyldt, sådan som Nationalmuseets ørenringe er det.
Venlig hilsen
Morten Axboe