Seneste fakta om ø'en i Valsølille sø, her min henvendelse til Nationalmuseet derom:

Fra: Kurt Christian Aggesen [mailto:kurtcaggesen@mail.dk]
Sendt: 16. maj 2011 01:52
Sendt til: e-dags post
Samtale: Kloster
Emne: Kloster

 

Lokalhistorisk interesserede fra Jystrup fortalte mig for ca. et halvt år siden at der har lagt et kloster på ø'en i Valsølille sø. Denne info kom som en stor overraskelse for mig, idet at jeg for nogle år siden stødte på skriftlige kilder der konkret sagde det samme, men som altså blev væk for mig. Siden fandt jeg så en mængde spredt info men som kun tydede på at stedet var en historiske lokalitet bl.a. betegnet Nerthus. Noget tyder på Jystrup-folkene har ret, i dag fandt jeg små murbrokker derovre, tildels et sted hvor et væltet træ havde trukket et lille stykke af en brændt teglsten med op, se billed 1.

 

På øen fandt jeg samme dag at der også er en stensætning med en diameter på ca. 8 meter, på øens højeste punkt. Stensætningen er for enden af resterne af den vej, som lokale meddeler benyttedes i sin tid af præsten, som passede kirkerne på hver side af Valsølille sø!

 

På billederne 2 og 3 ses at deroppe ved stenkredsen i jordoverfladen er der mængder stykker af brændte teglsten. Intet på KB meddeler om hverken bebyggelse eller den ældgamle og ene snorlige vej som altså endnu tydeligt ses på øen. Først fra nyere tid ses der forbavsende nok en vej på den lille ø gengivet på kort. På ældre kort som findes på KB ses at betegnelsen Wollburg Herrit dækkede det samme geografiske område. Så er jeg stødt på nogle grimme informationer om Wolpurg eller Valpurg, som yderst kan kædes sammen med drab på 11.000 jomfruer, selvom at denne hændelse berettes at skulle have foregået nede i Tyskland. Men i bund og grund kan den slags historiske realiteter jo være årsagen til at nogen endnu forsøger at holde stedet skjult for offentligheden, og idet det endnu idag forholder sig således her på Sjælland, så er det således, at på internationalt plan, der har staten Danmark intet at gøre sig klog på, hverken mht.retsvæsen eller menneskerettigheder.

 

 

 

Internationalt er Danmark enestående med sit antal af gravhøje. Men jeg er kommet til den konklusion, at der er intet fornuftigt ved fortsat at lade jorden jorden skjule og fortære informative genstande, som kulturen har frembragt. Jeg mener at staten nu under international bevågenhed, har en opgave i at undersøge disse tydeligt markerede oldtidsminder, og så få genstandende lagt til beskuelse ved lokaliteterne, i sikrede betonmontre, under en 5 cm. polycarbonatplade, selv en håndgranat kan intet flytte der.

 

Det at Danmark har det store antal gravhøje, kan have en politisk årsag. I Arild Hvidtfeld's Danmarkshistorie redegøres for at da Danmark hørte under de holstenske grever, da døde en stor del af befolkningen, idet de frøs ihjel ude i skovene. For en landbefolkning, da skal der ikke mange måneders ophold til uden tag over hovedet, førend at stenalderredskaber er de værktøjer, som bliver frembragt. Også Saxo beretter om affolkning og opgivede plovfurer. Man ved med sikkerhed at omkring 1150 hvor kulturen nåede et højdepunkt, da blev der bygget holdbart med brændte teglsten. -Det skulle ikke undre mig, at stenkredsen er fra et århundrede senere end hvor de her teglsten blev anvendt. 

 

Jeg har kopi af en krigsberetning om en lokalitet betegnet Bahuslehn, hvor Gyldenløve der en periode ejede Skjoldenæsholm er hovedpersonen. I den krigsberetning redegøres for et vedvarende bombardement og våbenforbrug, som kunne afgøre en verdenskrig. Oldtidsminderne ved Valsølille sø forekommer at have båret dette slag.

 

Afslutningsvis vil jeg meddele, at i een oversættelse om Uffe og Vermund, der står at Uffe blev omgjort ved at bære sin fars sværd, betegnelsen omgjort undrede mig. Andre steder berettes om at det samme sværd nedkalder frygtelige forbandelser over sine ejere. Om det er et sværd eller overhovedet et våben ved jeg ikke, men i Arild Hvidtfeld's danmarkshistorie står også noget om årsagen til at de tyske grever efter en periode selv opgav deres besættelse. Det er dette sværds tilstedeværelse der som gør at stedet endnu er helt specielt, og det på verdensplan.

 

Om betydningen af dette sværd eller hvad det er, lige nu er lyssværd på mode, som smed med al kendskab til stål og den slags kan jeg kan virkelig ikke rationelt forestille mig hvad den slags ideer angår,  men har vi som mennesker en forpligtelse til at undersøge det?  Under frodefreden siges at dette sværd var medvirkende til fred til i hele verden. Den samme vending, fred i hele verden findes også i beretningerne om Nerthus, hvor altså en præst har en vogn med en helligdom, en gudinde eller et billede, og som trækkes på et bestemt spor. Engelske beretninger siger at Nerthus er på en ø i en sø, og fra Arnkiel ved vi at Herthus er det samme som Hertha, hertedal er ved Lejre, men som tidligere strakte sig ned til omkring Valsølille sø, om Skjoldenæsholm er der endnu et ordsprog som siger, at når guderne besøgte jorden, skete det ved Skjoldenæsholm. Muligvis udgør sådan en helligdom forskellen mellem liv og død, fred i de rette hænder, i de forekerte hænder helvede, valkyrier siges jo at være et mellemstadium der.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Kurt Aggesen

 Tillæg sendt få minutter efter:

Mit ærinde på ø'en var at finde en sort sten derovre, som jeg tidligere har set to gange, men jeg fandt den ikke, den ligger ret fladt med jordoverfladen, så muligvis var den dækket af blade, men jeg husker ejheller det præcise sted. De to gange jeg tilfældigvis så den forsøgte jeg ikke at undersøge den nøjere, men set fra oven mener jeg at den er i størrelsesordenen ca. 60 x 110 cm. Men den er iøjnefaldende, den ligner en hensmidt jakke, og ser bestemt ikke tiltalende ud, den er i ordets bogstaveligste forstand dunkel, ret glat og med en lidt foldet overflade. Jeg har tidligere meddelt en af jeres medarbejdere at såfremt der virkelig har eksisteret et sværd som siden er blevet betegnet bl.a Grep, så skulle det ligge ude under en bevoksning i udkanten af ø'en. Men nu er min overbevisning at der ligger eller har lagt noget betydningsfuldt under den her beskrevne sten. Stenen er jeg sikker på endnu er der på øen.
 
Ovenstående angår kun en mulighed, men som jeg måtte meddele, og jeg håber ikke at den information fjerner værdien af de konkrete fund og informationer om denne ø, som jeg tidligere sendte.
 
 
 
Med venlig hilsen
 
 
Kurt Christian Aggesen

Fra: Lind, Annette Rye
Sendt: 16. maj 2011 10:05
Til: Schütze, Helga; Garnier, Michelle; Rasmussen, Else
Emne: VS: Kloster

 

Kære Alle

 

Denne mail er modtaget i e-dags posten i dag.

Jeg er i tvivl om, hvor den hører hjemme.

 

Bedste hilsner

Annette J

 

Fra: Schütze, Helga
Sendt: 16. maj 2011 10:23
Til: Lind, Annette Rye; Garnier, Michelle; Rasmussen, Else
Emne: SV: Kloster

 

Kære Annette,

 

Der er – så vidt jeg kan se – ingen specifikke spørgsmål, vi (Danmarks Oldtid) kan besvare.

 

Bedste hilsner

 

Helga

 

 

 

----- Original Message -----

From:Poul.Grinder-Hansen@natmus.dk

To:kurtcaggesen@mail.dk

Cc:Else.Rasmussen@natmus.dk ; Annette.Rye.Lind@natmus.dk

Sent: Monday, May 16, 2011 12:10 PM

Subject: SV: Kloster, Valsølille

 

Kære Kurt C. Aggesen

 

Tak for henvendelsen. Vi kan godt opklare sagen.

 

I Valsølille sø ligger et voldsted, forgængeren for Skjoldenæsholm. Det er utvivlsomt det sted, du har undersøgt, og det er helt naturligt, at der her er rester af bygninger. Et kloster har der til gengæld aldrig ligget. Hen til den gamle borgtomt fører, som du har observeret, en vej, en af de få ret velbevarede og stensatte middelalderveje, vi har i Danmark. Vejen strækker sig i lige linje fra Valborupskoven ned over Skjoldenæsholms marker med kurs direkte mod voldstedet. På det sidste stykke mod voldstedet er vejen sløjfet, men anes i terrænet.

 

Jeg vil foreslå dig, at du går på biblioteket og låner det topografiske opslagsværk Trap Danmark, bindet om Sorø Amt. Her kan du læse mere om lokaliteten.

 

Hele Danmark har fra gammel tid og i al fald siden middelalderen været inddelt i herreder.  Volborg Herred er et gammelt herredsnavn i det tidligere Københavns Amt, og det er ikke det herred, som omfatter Valsølille. Valsølille ligger i Ringsted Herred. Ingen danske herreder har personnavne, og  personnavnet Valborg har det ikke noget med at gøre.

 

Et par andre forklarende oplysninger til dine bemærkninger.

 

Bahuslen eller, som det oftest staves, Bohuslen, var den sydligste del af Norge, lige nord for Gøteborg, omfattende bl.a. fæstningen Bohus. I 1600-tallet blev området afgivet til Sverige, og der var ofte krigshandlinger i området i 16-1700-tallet, bl.a. med Gyldenløve som feltherre.

 

Ordet ”omgjort” eller rettere ”omgjordet” kommer af det gamle danske udsagnsord ”at omgjorde”, det vil sige at spænde noget om livet (gjord er det samme som bælte). Så Uffe blev ikke dræbt med sin fars sværd, han fik sin fars sværd spændt om livet. Det giver jo straks en noget anden mening!

 

Med venlig hilsen

 

 

Poul Grinder-Hansen

museumsinspektør

Danmarks Middelalder & Renæssance

Nationalmuseet

Frederiksholms Kanal 12

DK-1220 København K

+45 33 47 31 54

 

Fra: Kurt Christian Aggesen [mailto:kurtcaggesen@mail.dk]
Sendt: 17. maj 2011 01:29
Til: Grinder-Hansen, Poul
Cc: Rasmussen, Else; Lind, Annette Rye
Emne: Kære Poul, du har vendt brillerne forkert, eller har nogen fået dig til at se rødt?

 

Informationen du henviser til kender jeg, og det forskrækker mig lidt at du så direkte og udførligt udtrykker din misforståelse, men enhver kan jo have lidt travlt, så derfor forsøger jeg een gang til hos bl.a. dig. Hvis du læser hvad jeg skriver, vil du se at jeg hverken skriver noget om borgtomten hvor det gamle Skjoldenæsholm lå, eller vejen forbi den. Lokaliteten jeg skriver om er ø'en, som ligger midt i Valsølille sø, lidt syd for borgbanken.  På linket her er info jeg havde for et par år siden, og et kort hvor vejen jeg henviser til er med.

 

Idet jeg ser dit fyldige svar som en venlighed, så vil jeg tilføje følgende: 

 

På baggrund af informationer fra professor Inge Skovgaard-Petersen's Da Tidernes Herre var Nær, har jeg dykket ned i hendes behandling af den rå latin bag oversættelserne, hvor Absalon og Valdemar's kup mod "Pontifex Maximus" Eskil, at de ved list og belejring intager en lokalitet hvis latinske betegnelse var Paludis in Solido samt Lethricæ Arx,  som hun kort henregner under sagntidens kongeborg Letra, der dengang strakte sig ned omkring Valsølille sø. Men der omtaler Saxo en lokalitet hvis betydning  trods sin modvilje mod Eskil Saxo gør tydelig.Stedet er i oversættelserne oversat til Søborg, og idag er der to kendte lokaliteter på Sjælland som kaldes Søborg, såvel Christian Molbech og Rasmus Nyerup beskriver omkring 1800-tallet et fenomen der forbavsede mig: nyopførte oldtidsminder!, det ene som idag kaldes Søborg er vistnok et af den slags.  Eskil tabte til den tyske Kejser Barbarosso, som indledte paveskismaet, og samfundet er endnu mærket deraf. Jeg har fundet en del skriftlige kilder som tyder på at inden pavestolens oprettelse i Rom stod den på ø'en i Valsølille sø, og endnu mærker man der at der har været grund dertil.

 

Din næste misforståelse er følgende: Jeg skriver intet om at Uffe blev dræbt af sin fars sværd. Selv om det for sagens foreløbige stadium er ubetydeligt, så lad mig skære det ud i pap: Uffe forsøger først at besejre to modstandere med et gængs sværd, men det brækker under dysten. Så trækker han det sværd, som hans far havde genfundet, og som ellers lå gemt under en specielt aftegnet sten. Med det sværd bekæmper Uffe angriberne. Ordet "omgjort" har du også misforstået, det var benyttet for at udtrykke at sværdet gjorde ham uovervindelig. Man kan afvise eksistensen af sådan en genstand eller egenskab på samme måde som at afvise at Gud har påvirket os. Lige nu vil det være en trossag, såfremt jeg stod overfor at skulle bevise at den lille ø er det helligste sted på jorden, men der er faktisk nogle skriftlige kilder som påstår det, og idet vi har passeret det historisk erklærede paveskisma og pulveriserende bombardementer, som de nedkværnede murrester der fra stedet bevidner, så vil jeg citere:Johannes Lyder ca. 1760 om et sted nær Skjoldenæs: "Hvor paradiset blev og er, hvor at det har stået, hvor det er flyttet, så spørger mangen nar en lærd, slig knude blir forgjæves knyttet, -og eden er ej mer den samme",. denne info er behørigt pakket ind, men jeg fandt det og kan på linket her ses i hele sin udstrækning.

 

Men de politiske forhold skal ikke fornægte at der nu er fundet og dukumenteret såvel en stenkreds og rester af bebyggelse ude på den lille ø, selvom at man i mange år har forsøgt at få det til at se ud, som om der aldrig har været mennesker derude, men heldigvis er der nogle spor, som ikke går væk.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Kurt Christian Aggesen

 

Kære Kurt Christian Aggesen

 

Jeg ønsker dig held og lykke med dine fortsatte studier på egen hånd.

 

Med venlig hilsen

 

Poul Grinder-Hansen

museumsinspektør

 

 Også her vil jeg takke P.G-Hansen for svaret, det er bedre end absolut tavshed, som man også udsættes for. P.G-Hansen var også den som besvarede min henvendelse til samme sted for et par år siden, om de besynderlige armskeder af kobber, som vistnok  omkring 1650 blev fundet nær Kolding, og nu er udstillede på Nationalmuseet, hvortil jeg sendte supplerende info derom fra bogen De Armillis Veterum. Efter mit besøg i Bavelse kirke var jeg blevet opmærksom på en sandssynlig anvendelse til de besynderlige armskeder: Der findes en speciel type skjolde, som er lidt mindre og som har udskæringer til håndgreb, de ligner lidt fladen på en stor violin eller guitar. Når armen er beskyttet af en kobber-armskede, og holdes udenpå skjoldet,så kan den type skjolde holdes helt tæt ind mod kroppens ellers ubeskyttede bløddele, det gør brugeren næsten uovervindelig i nærkamp, selv store rovdyr som romerne forsøgte at fodre med gladiatorer, kunne blive slagtet ved et møde med sådan en. -Var mit bud på dem, men det var hans ikke, de var til pynt. Nå.

Nu vi er ved emnet gladiatorer, så a pro pro, Rom og italiensk renæssence, så meddeler vistnok  Rasmus Nyerup, kort men på en pudsig maner, at byggestilen italiensk renæscense som er stilen hvormed de fleste danske herregårde blev opført i, at denne stil fik sin udbredelse i Danmark førend at man kendte til den i Italien. Dette faktum, som et ud af mange tilsvarende gør at man må forholde sig til de historiske rækkefølger vi har lært. Det samme gør sig gældende for årsagerne til folkevandringerne, hvor det seneste jeg undrende læste var at grækerne skulle  være landsforviste danskere, og at det skulle være en historisk realitet placeret til ca. 500 efter kristi, men andet peger på dette skete ca. år 1400.  Det er en historisk realitet at biblen blev skrevet i Tyskland, men hvilke årstal de første optegnelser er fra har jeg ikke studeret, nogen påstår at der intet bevis findes for at den historiske person Jesus har eksisteret, tilsvarende kan nogle informationer som jeg har fundet tyde på at der er indskudt endda nogle århundreder i tidsregningerne med fiktive hovedpersoner, men jeg kan virkelig ikke udpege hvilke af dem, som så er opdigtede, men der er altså nogen som virkelig studerer grundigt deri.

Jeg kan ejheller fastlægge rækkefølgen af de handlinger som er sket på ø'en, eks. om Nerthusdyrkelsen er sket før eller efter dens iflg. Saxo "Paludis in Solido/Laterensis Urbs" -periode, men at såvel geografien og litteraturen påviser begge forhold. Faktisk er det påfaldende, at Saxo vistnok intet nævner om Nerthus, men det er en masse andre som gør.

Iøvrigt mødte jeg på stedet senest jeg var der, nogle lokale som fortalte mig noget jeg ikke vidste om ø'en: Med bestemhed findes der en vej under vandet fra ø'ens vestligste punkt, og over til byen Valsølille. Det er en stenbelagt vej der, som er lagt hen over søbunden, så at man enten til fods eller med vistnok en hestevogn kan komme sikkert den vej, jeg fortalte mine egne erfaringer med den bløde søbund, det blev bekræftet, de sagde den er bundløs og man kommer ikke op igen hvis man synker i den, men altså ifølge flere lokale, og mig fortalt af forskellige og ad flere gange,  så findes der en ældgammel stenbelagt vej på søbunden, men som endnu ikke er indtegnet på noget kort. Dem jeg talte med dennegang havde til gengæld intet hørt om at der engang skulle have ligget et kloster eller en slags kirke på øen, selvom at jeg faktisk lige havde fundet små murbrokker derovre, men de sagde at englænderne brugte øen til at nedkaste våben på under 2. verdenskrig, det var ny info for mig. Og jeg kan tilføje, at det tyder på, at der intet findes af sporbare metalliske genstande der på øen, og arkæologisk set, så udgør det en skuffelse. Til gengæld findes der små fragmenter af murværk helt ned i 40 cm. jorddybde, og det bevidner at jorden derovre på et tidspunkt er blevet endevendt, men hvorledes og af hvilken årsag er endnu uvist.

 Fra intet sted har jeg ønsket at vise andre så mange billeder, som fra denne ø. At sige planter meddeler os noget dur ikke, selv den engelske prins Charles kom helt galt afsted i pressen ved sådan en romantiserende udtalelse, men han har altså også udtrykt sig positivt om økologi, og på en faglig facon skal man kunne forstå planter. Det andet er planter eller træers kunstneriske udtryk, det finder man ingen steder som der på ø'en, og det er jeg rolig ved at sige, idet jeg nu af litteraturen har fremdraget, at andre har gjort nøjagtigt det samme før mig. 

"hvor kunsten træers vækst i tvang ret holder, og hvor

vandets gang op i det høje fra det lave hidmaales"

Uden at ordene er de samme, benyttes endnu et ordsprog på det lokale Skjoldenæsholm Hotel som siger noget i retningen af "Når guderne besøgte jorden, så var det ved Skjoldenæsholm de kom", sådan kan man ikke sige uden at have grund til det.

 

  

Herover mit første fund af bygningsrester på ø'en, et stykke teglsten

 

Billedet herover viser "UFO-træet", ja jeg tar afslappet på betegnelserne, men de hårde tallerkenformede svampe på det håndlignende træ er altså henimod en halv meter i diameter. Det første billede jeg tog hvor det træ var med på, det var så uhyggeligt, at jeg slettede det fra kameraet.

 

 

På billedet herover ses de´t noget specielle lys som er på denne ø, -træstammerne ser næsten selvlysende ud, navnet Silfverstolpe, som en Finlandsk forfatter hed, ligger mig i munden ved det lys. 

   

Valsølille sø omgiver ø'en, herover ses et træ hvoraf en del ligner hovedet af en blåhval.

 

   

Kom jeg bag på Loch-Ness uhyret?, ha-hah

 

 

 

Herover et billede af det monumentale træ, som jeg tidligere tog et billede, som er centralt i artiklen, som er på dette link. 

 

Skal der tilknyttes en musikfil til denneher artikel kan det kun være Bird of pray med Uria Heep, idet set fra denneher side ser det ud som en fugl der er lodretstillet .

 

 

 

 

 

 

 

  

Billedet herover skulle op i den størrelse for at man aner det tæppeagtige løv

 

Herover et næsten surrealistisk lys

 

   

 

 

 

Jo, ræven havde lagt en forsoningsgave til mig, da jeg tog ægget op sad ræven i åbningen og gloede. Fordi at Michael Rosendahl en del år forinden forvirret sagde til mig, "og så sad bagerens køter sku der og spurgte mig: Nå, du er også en af dem henne fra Sanovo Greenpack?" Så vil her sige, Ræven sagde, tag det bare, jeg har flere af den liggende, så vendte den sig om og luntede ned i hullet igen. Jeg stod og nåbede, et halv minut efter kiggede den op igen, nå, ja, ja så tog jeg det med. Her må jeg have linket sat ind hvor jeg som landmand tidligere var indstillet overfor ræve, men her på den her lille ø er der altså noget anderledes det hele. Jeg forventede det var pilråddent så det kunne eksplodere i hænderne på mig, men jeg kunne mærke på det at det føltes friskt, og at der ejheller var ruget på det, da jeg forsigtig prikkede hul på det viste det sig at være helt friskt. Fra min barndom husker jeg at min far og hans karle nogengange tog et par rå æg eller flere til frokost, en rå æggeblomme på tartar med krydderrier er en delikatesse, men at svælge hele indholdet af et ukogt rå æg var noget med at være lidt sej, de havde nogengange lidt skæg med det, efter to stk. begynder halsen ikke rigtigt at ville sende det ned i maven-, men det skulle være vildt sundt på den måde. Jeg gider ikke vise billederne fra turen derefter, hvor næsten det samme skete igen, men da lå ægget pænt op ad en træstamme, og med en del spredte skaller af tømte æg omkring. Efter mine erfaringer med samfundet få dage efter tænkte jeg at det eneste udbytte var at jeg havde ædt en rævekage råt, og at det var min eneste belønning, men denne vurdering er ikke en bebrejdelse mod hverken ø'en, dens oplevelser eller mig selv.

 

 

 

 

Se godt på billedet herover, helt oppe i træroden der ligger en stylte med to trin, som jeg havde glemt der engang hvor jeg var gået over isen dertil.

 

   

 

    

Herover en pind som ligner en ripfugl, ej hvad er de der til jul hedder?

 

    

Herover ses min gummibåd, som jeg fik til min 13 års fødseldag, den virker endnu.

 

 

Herover ses et tydeligt stykke af vejen eller sporet som er der på øen, spørgsmålet er så i hvor mange århundreder det har været der?

 

  

 

 

 

Den sorte sten som jeg skrev om til Nationalmuseet fandt jeg ikke, men få dage efter jeg havde fået svaret, var jeg derovre og der fandt jeg et brændt træ derovre. Af asken at tyde på så det ud som at branden har været i enten 2010 eller 2011, fordi at asken ser ud som om den endnu var ret løs, i et træ ca. 5 meter derfra havde der også været ild, jeg er næsten helt sikker på at det er lynnedslag som har antændt branden. På ø'en er der flere århundreder gamle trærester at se, ikke eet eneste andet sted eller på nogen af de øvrige trærester derovre ses spor som af ildebrand. Som sagt fandt jeg ikke den mystiske sorte sten, er det en anden som har fundet den kan fanden være løs. I Arild Hvidtfelds Danmarkshistorie skrev han om en af de holstenske grever, en som hed grev Gerhard, med tilnavnet den kullede greve, der var næppe grænser for deres rov, Danmark endte på kort med at være pantsatte og helt i deres hænder. Men i samme fra Hvidtfeld ses at vistnok ved lejre eller Skjoldenæsholm skete der dem noget hvorved de opgav deres forehavende her i Danmark. Men nu er det ikke folk langvejs fra som berøver os, Poul Schlüters idol Henning Dyremose pantsatte danmarks centralnervesystem TDC væk til udlandet, så de kunne opretholde de høje ministerlønninger, så de har intet lært siden, idet de fleste lever på lånte penge betales ofte 2 eller 3 gange hvad varen koster. Her på dette link fandt jeg faktisk lidt info derom. også her.

 

 

  

Efter mit første besøg på øen havde jeg nogle frygteligt uhyggelige associantioner eller tanker om hvad der tidligere er foregået der på øen, men alligevel forekommer ånden der helt klart at være venlig, når jeg skriver således skal det holdes i sammenligning med en tidligere besøgendes rapport fra ø'en, som meddelte at der i heden var to sole som blændede ham, at skjulte grene spændte ben for ham så han væltede ned i brændenælderne, og at han konstant var overmandet af stikkende myg. Mine fotografiske udbytter fra ø'en har været maksimale.  De udgåede træer udgør ved fotografering fra de rette vinkler skulpturelle figurer, som kan se frygtindgydende ud, det at de ser frygtindgydende ud tror jeg er en rationel nødvendighed, det ville være bizart, såfremt det modsatte var tilfældet.

 

 

 

Jeg har tidligere opfordret til arkæologiske undersøgelser af Valsølille sø, og idet at der altså er en brolagt vej på bunden af søen, så må faktum være, at søen tidligere har været tørlagt, idet at det er umuligt at anlægge en vej hvor der står blankt vand, men når den under en tørlægning først er blevet anlagt, så kan den udmærket være bevaret på søbunden. Vandstanden reguleres jo ved afløbet fra søen, og sådan noget sker fortløbende, man ved at tidligere stod vandet en del højere, idet at renderne i  borgvolden oppe ved det gamle Skjoldenæsholm har stået under vand, således viser bl.a. tegningen af området på tavlen ved indgangen dertil. 

Ved min tidligere opfordring til undersøgelsen vedhæftede jeg endda en

Tilføjelse den 5. juni 2011: Nå, det var ikke meningen at ovenstående skulle afsluttes så brat, så her fortsætter jeg

Ved min tidligere opfordring til undersøgelsen vedhæftede jeg endda en fil med teksten fra

Viise om Hr. Henrik, hvorlunde han friede Rigets Stridsmænd fra en svar Trældom de havde udstanden i mange Aar, med at skaffe Vandet ud af Skioldungens Flyehavn ...

de mente digtet angik en flydedok, men uanset det, så kan mudderet bruges til jordforbedring, og det er sikkert at søbunden der vil give rige informationer om stedets historie. Iøvrigt så skal jeg korrigere, jeg tror at min tolkning angående hans passage om kiøbmænd har jeg misforstået, men bogstaverne er også ret utydelige i den affotografering jeg dengang foretog.

Det største og mest dominerende maleri inde på Skjoldenæsholm Hotel er med en påfugl som motiv, og spøgskt nok kan jeg faktisk henvise til et par artikler fra i 1970'erne i et par sønderjydske aviser, som omhandlede de påfugle vi der havde gående frit omkring på mine forældres gård. Om sommeren overnattede de oppe på staldens tagryg, hanens galen kunne høres et par kilometer væk og faktisk holdt de utøj borte fra gården, hvert efterår kunne vi gå og samle de lange halefjer fra hanens hale.

Ikke for at holde hånden over rævens ægtyverier, men så vil jeg alligevel her tilføje et råd vi fulgte angående avl af påfugle: Påfuglehøner standser med at lægge æg, når den ser at der ligger ca. 2-3 æg under sig. Men udrugningsprocenten er så lav at man derved kun kan forvente at der højest kommer een levedygtig påfuglekylling ud af det. Man kan hjælpe der: Straks hønen har lagt sit andet æg, skal det ene tages derfra, så ligger den et mere, og sådan kan man fortsætte indtil hønen har lagt ca. 10-15 æg, tilsidst går der længere mellem hvert, da skal man så ligge alle æggene den har lagt, ind under hønen igen, hvor den så begynder at ruge dem. På den måde bliver det et ordentlig hold kyllinger sådan en påfuglehøne stolt kan præsentere hvert år.

Det hele her skal ikke være lutter lagkage, for at blande påfugle med barske realiteter om hvorledes pengenes magt trækker rundt med os mennesker, og om når pengene meningsløst kræver menneskeliv, så er her et link til rockgruppen Nazareth. Den dystre tekst kan I selv finde, men at det de synger om er en større del af dagligdagen tyder noget på, jeg husker en af mine kammerater medens jeg læste på maskinmesterskole, da vi kom forbi hovedsædet til en af landets kreditforeninger, sagde han: De som arbejder derinde er dem som her i byen har flest menneskeliv på samvittigheden! Vel nok et bittert synspunkt, men som altså nogen får og så galt kan det ikke være meningen at det skal være.

Herover ses igen et tydeligt stykke af vejen eller sporet som er der på øen, spørgsmålet er så i hvor mange århundreder det har været der?

7. juni2011: Endvidere vil jeg sige at ved selve området ved ø'en eller på ø'en i Valsølille sø bør der indrettes et astronomisk observatorium, jeg er ret sikker på at astronomien derved vil komme langt videre end den er nu.