-og at lurene skulle indgå i det nye byvåben. En sådan anvendelse af fund fra bronzealderen lå dog de heraldikkyndige rådgivere fjernt. Heraldikken har sin oprindelse i middelalderen og har sine egne love og symboler - hvori bronzealderlure ikke indgår.
Ovenstående citat er fra Brudevæltelurene - verdens største lurfund, der skete da Ole Pedersen i 1797 fandt seks pænt sammenpakkede og velbevarede lure under tørvegravning i Brudevælte mose.
Sidenhen er der registreret ca. 50 andre fund af lure.
Lurene blev fundet i og omkring Danmark, ingen andre steder i verden fandtes de.
En af de første gange jeg kontaktede Sorø Museum, som området ved Skjoldenæsholm hører under, da udtrykte jeg forundring over at museerne havde foretaget kun ganske få undersøgelser i dette område. Som jeg meddelte,: Områdets stednavne oser direkte af oldtidsfund, såsom Lurebjerg nordvest for Valsølille sø og luregård nordøst derfor. MEN aldrig er der registreret lurefund i dette område, og ved de forhold som mine foregående undersøgelser for dette område har vist, så kan det ikke overraske mig.
Gunnar Sneum havde bemærket at den nuværende adelsstand's interesse for guldhornene var absolut fraværende. Heraldik opstod i middelalderen, benyttedes af aristokraterne, de kan ikke tåle bronzelurene. Heldigvis kan man sige, hele kloden anser lurpakket smør som garanti for den allerbedte kvalitet, således har det været siden 1911, så hos almindelige folk er lurenes udseende og symbolværdi betroet og værdsat.
En stand kan ikke lide at blive mindet om årsager til deres dårlige samvittighed, men overfor ses en af årsagerne beskrevet. De fleste af de fundne lure er endnu funktionsdygtige, lyden meget imponerende. Der er anvist en række forsøg hvor man har forsøgt at fremstille nye kopier af lurene, desværre har man erkendt at idag ikke evnen til at fremstille lure så godt som oldtids-lurene. Lurenes frenkvens og oktav ser ud til at have været afstemt som til orkesterbrug.
En besynderlig egenskab som ofte ses ved genstande fra bronzealderen, det er rasleblikkene. Vistnok alle lurene var udstyrede med en serie rasleblik, men en del ses af være faldet af som følge af regulært slid. Dette faktum kan indikere, at hver genstand har været benyttet i mere end hundrede år, medmindre at de var i brug hver eneste dag. Uanset hvor mange år anvendelsen var, så var genstandene ikke fremstillet til pynt alene. Jeg trorat man må anse rasleblikkenes tilstedeværelse som et udtryk for at bronzealdermenneskene havde en glæde ved at benytte disse metalgenstande, og at genstande med rasleblik anvendtes til fredelige formål.
Her for et par måneder siden tog jeg dette foto inde på Nationalmuseet af en bronzealder-armskede, bemærk bl. de store rasleblik.
Det snoede rørstykke er der ingen som ved hvad anvendelsen har været, th. armskeden igen.
Ved gennemgang af info om bronzealderfund har jeg studset over såkaldte offerfund. Disse fund er eks. skeletrester af et barn og et par voksne ved en komplet boplads, men hvor kranierne viste at de var blevet dræbt på stedet. For mig at se giver det ingen mening at man dengang ofrede hverdagssituationer. Nixen, det er først indenfor de seneste århundreder at mennesker er begyndt at foretage sig så irationelle handlinger. Således som lurene var pakket sammen og lagt i en afsides mose, som altid vil være vanskelig at færdes i, det tyder på at de mennesker som havde disse vigtige kulturgenstande til opbevaring, de havde erkendt at en ubønhørlig overmagt var undervejs, at få naturen til at opsluge kulturværdierne var mere værdigt end at forære det til bødler.
Ovenstående figurer syntes jeg skulle med her.
Specielt bold-motiverne derfra forekom mig relevante.
Et par uger efter at jeg havde hentet stenen som lå under den store eg nær Valsølille sø, da en aften jeg var ude i haven med vores dengang lille hundehvalp, da ville jeg sætte den på stenen, den ene pote nåede at røre stenen inden jeg fik øje på et cirkel af vanddråber derpå, jeg løftede så hunden væk og i vendingen slettede sporet fra hundepoten, det er det som ses tv. i sneen. Derefter målte jeg hvad diameteren til ca. 16-18 cm. Jeg satte det i forbindelse med kuglen som var med på et foto af egen, "at den havde været heroppe og se til stenen" gak-gak, havde "kuglen" været boldformet som mit intryk var ville vandet have samlet sig midt under, men de fysiske love vi kender behøver jo ikke gælde for den. Hvorledes det er kommet ved jeg ikke,
Efter jeg havde hentet kameraet bemærkede jeg den stribe af vanddråber nede ved siden af stenen, striben er ikke kommet fra noget som har stået op af stenen, heller ikke fra træer eller lign. Striben ligner et profil som fra bunden af en slæde, set fra siden, hvor "medens forende" har en overdrevet stor bue foran, ca. 210grader, dernæst fraviges medeformen på bagerste trejdedel, meden bøjer ca. 2-3 cm op ligesom til et sæde, og bagenden af meden ender udstrakt som en hækspoiler med stigning på ca. 15 grader. hvorledes det er kommet ved jeg ikke, og udover de to "dråbespor" er der ikke set noget unormalt der.
Her hvor jeg havde lånt do. bog om lurene syntes jeg at de to snespor skulle med, idet at der jo er nogen lighedpunkter med helleristningerne. Jeg garanterer for, at de usædvanligheder, som jeg her præsenterer for jer, de skyldes tilsvarende hvad Johan Wessel skrev: Skulle guderne få lyst til en lysttour til jorden, ville turen gå til Skjoldenæsholm".
Herover en mursten fra borgbanken ved Skjoldenæsholm. Murstenens oprindelige mål har været ca. 15 cm. x 15 cm. x 25 cm., altså en ret usædvanlig størrelse, indtil det sene´ste århundrede fremstilledes mursten i mange forskellige størrelser. Jeg har også fundet et sted hvor der står omtalt at et teglværk har været der på egnen, jeg gyser ved tanken om at Valsølille sø måske er blevet lænset for oldtidsskatte for tre hundrede år siden, under påskyndelse af at grave tegller i søbunden, uuh. Såfremt borgbankerne er affald derfra, så skal nationalmuseet da ikke have den tavle med Valdemar Atterdag stående ved indgangen til borganlægget. Under fortegnelsen i dkconline.dk står millitærvæsen, men det da også misvisende idet andre kalder det et oldtidsminde. Men altså, vær med til at opfordre Nationalmuseet til at undersøge hhv. borgbankerne, søen og ø'en i Valsølille sø.